En jættestue er et gravanlæg fra bondestenalderen bygget af meget store sten dækket af en jordhøj. I lighed med dysserne kaldes jættestuer også for megalitgraveller storstensgrave. En jættestue består af et kammer, der kan være af forskellig udformning, og hvorfra der går en lang gang, som fører til højens yderside. Langs denne yderside er der anbragt mægtige randsten. Arkæologer vurderer, at der blev bygget omkring 40.000 store stengrave i årene fra omkring 3.500 til 3.000 før vor tidsregning. Kun cirka 500 af de store jættestuer er i dag bevaret.
Jægerne begravede deres døde på bopladsen. Gravene var ikke tydeligt markeret og blev ofte forstyrret af senere begravelser. De knoglestumper af mennesker, som ofte ligger på bopladserne, er derfor ikke tegn på kanibalisme. Nogle døde blev brændt, hvorefter knogleresterne blev begravet i en lille grube. De fleste grave indeholder dog udbrændte lig - ofte flere personer i samme grav. Karakteristiske for jægerkulturen er okkergrave, hvor pulveriseret rødokker blev spredt over den døde. Okkerets blodrøde farve havde måske en magisk betydning for den dødes efterliv i åndernes verden. 

Sygdom, uheld og dårlig jagtlykke kunne ramme pludseligt. Indridsede mønstre på mændenes våben og amuletter hos kvinder og børn viser jægerfolkets forsøg på at afværge negative kræfter, Onde øjne ved hjælp af magi. Som andre jægerfolk troede man, at der bag den synlige verden gemte sig en anden verden befolket af usynlige ånder. Disse ånder som bl.a. stammede fra døde dyr og mennesker, havde en stor indflydelse og kunne påvirkes gennem ånder. 

j