Gruppe 1

Navigation: Som udgangspunkt navigerede man på havet ud fra landkending, og sejlede derfor ikke ret langt fra kysten, da man skulle bruge den til at styre ud fra.
I omkring 1200-tallet kom kompasset til Europa fra Kina, og det betød at man ikke mere behøvede sejle efter landkending, da man nu ved hjælp af kompasset kunne sejle ud fra en angivet kurs.
Der ud over brugte man også loggen under sejlads, da denne kunne angive skibets fart, og var dermed et redskab til at beregne en ca. rejsetid.
Man brugte også meget stjerner til at navigere efter, og på den nordlige halvkugle, var især Nordstjernen god at sejle efter, da den stå næsten på en lige linje med jordens akse, og derfor ikke flytter sig ret meget i løbet af en nat.
Det var dog kun på den nordlige halvkugle, man kunne navigere ud fra Nordstjernen,tter sig ret meget i løbet af en nat. regne en og kun om natten, så for at kunne navigere ud fra andre punkter beregnede man breddegraderne, det gjorde man ud fra kendskab til matematikken, og man kunne på denne måde, ved at måle vinklen på solhøjden beregne breddegraden.
I 1400-tallet blev der dog i Portugal udarbejdet en tabel over solhøjde, der gjorde det let hurtigt at omsætte målingerne til breddegrader, og dermed til hvilken position man befandt sig på. Man Kunne dog ikke beregne den præcise position, da man stadig ikke kendte til beregningen af længdegrader. Denne kundskab fik man først kendskab til omkring 1700-tallet hvor kronometeret blev udviklet. Det var først efter denne tid, at man i stor grad begyndte at sejle over Atlanterhavet, og alle disse opfindelser har tilsammen gjort, at man fik kendskab nok til navigation, til at sejle over Atlanterhavet med stor præcision. (Overblik s. 81)

Kartografi: Omkring 1300-tallet beskrev Ptolemæus jorden som rund, og lavede et kort over dette. Det var dog først ca. 1000 år senere, i 1400-tallet, at det begyndte at blive en almindelig betragtning hos de skibssejlende, at jorden var rund. Det tog meget lang tid før det blev en accepteret viden, da dette stred mod mange tidligere opfattelser indenfor kristendommen, og derfor modsagde mange af de opfattelser man tidligere havde haft om verdenen.
Det var først efter 1400-tallet, at man begyndte at indsamle den kendskab til kort man havde, og dermed prøve at sammensætte et samlet verdenskort. (Overblik, s. 82)

Skibstyper: Karavellen og Karakken var to meget brugte skibstyper i 1400-tallet. Karavallen var ikke et særligt stort skib, det bestod af 2-3 master, og kunne rumme en besætning på ca. 15-25 mand. Det blev hovedsageligt brugt til udforskning, men havde dog enkelte kanoner med sig, for evt. at kunne forsvare sig.
Ud over karavellen var karakken også en udbredt skibstype, den var en del større end karavellen, og kunne rumme en besætning på op til 300 mand.
Man udviklede en kombination af de to sejl latinersejl og råsejl, der var gode til henholdsvis at holde skibet stabilt eller at give god fart. Denne kombination af de to sejl, gjorde at man kunne tilbagelægge lange afstande med en god stabilitet, og var derfor velegnet til lange sejlture bl.a. over Atlanten. (Overblik, s.83)

Tordesillas-Traktaten: I Tordesillas traktaten er der beskrevet hvordan Spanien og Portugal fik delt en stor del af verden mellem sig. Dette skete med pavens velsignelse, og de to lande var på dette tidspunkt meget dominerende, og havde stor betydning for opdagelsen af nye verdensdele.
Tordesillas traktaten er et eksempel på hvordan både navigation, kartografi og udvikling af skibstyper og sejl har påvirket evnen til at rejse ud og opdage verdenen, og dermed få et større kendskab til verdenen. (Overblik, s. 85)

Overblik – verdenshistorien i korte træk
Ulrik Grubb, Knud Helles og Bente Thomsen
1. udgave, 7 oplag 2008
Gyldendal.